Tilbuddet om gratis krisehjælp til landmændene er nu en realitet. Den landsdækkende ordning er i drift fra onsdag d. 11. april.
Krisehjælpen er etableret, fordi det forventes, at et stigende antal landmænd i den kommende tid kommer under stort økonomisk pres.
Landbruget er kendetegnet ved, at familiens hjem er meget tæt forbundet med selve landbrugsvirksomheden. Mange af de kriseramte landmænd og deres familier rammes derfor ekstra hårdt og har behov for socialrådgivning til at håndtere det psykiske pres, der er en naturlig følge af den vanskelige situation.
- Vi er meget tilfredse med, at vi nu har et tilbud til de kriseramte landmænd, udtaler specialkonsulent Bodil Irene Jensen, Videncentret for Landbrug, Økonomi & Virksomhedsledelse.
Vil forhindre tragedier
Hjælpen indeholder tre ydelser: En landsdækkende hotline, som landmænd i økonomisk og personlig krise kan ringe til, en startpakke med op til fem timers socialrådgivning til de landmænd, som ikke selv kan betale for socialkonsulentens ydelse. Og så et tilbud til de landmænd, som har brug for at dele deres erfaringer med andre i samme situation, om at deltage i en ERFA-gruppe.
- Det er vigtigt at sætte ind nu med gratis krisehjælp for at forhindre de menneskelige tragedier, man så under sidste krise i landbruget i 1980’erne. Erfaringerne fra dengang viste, at mange landmænd gik ned med for eksempel stress og depression, siger specialkonsulent Berit Kornbæk Boisen, Videncentret for Landbrug, Økonomi & Virksomhedsledelse.
Dansk Landbrugsrådgivning (DLBR) bruger sit netværk af socialkonsulenter til at yde krisehjælpen. Socialkonsulenterne har et indgående kendskab til og erfaring med rådgivning af landmænd og deres familier.
Krisehjælpen er blevet til i et samarbejde mellem Videncentret for Landbrug, Landbrug & Fødevarer de lokale foreninger og eksterne fonde.
Yderligere kontakt:
Berit Kornbæk Boisen, specialkonsulent og advokat ved Videncentret for Landbrug, på 8740 5188, bkb@vfl.dk
Bodil Irene Jensen, specialkonsulent og adv.fm. ved Videncentret for Landbrug, på 8740 5219, bij@vfl.dk